Uge 20

Denne uge

TADAAAAA: I morgen skydes Naturfriskolen og Luffes første cykelsponsorløb i gang. Kom gerne forbi – også uden cykel. Der er boder med lækkerier – og der skal heppes på de seje unger. Og så varmer vi op til lejr i uge 22. Børnene glæder sig – det gør vi også. Vi håber, at vi ses i morgen.

0.–4. klasse har i deres emnetimer arbejdet med tre forskellige værksteder. Det ene hold har snittet i pind – på ægte Emil fra Lønneberg manér. Det andet hold lavede svensk Korv gryta på bål, og det sidste hold har lært svenske ord og leget en svensk børneleg.

I 0. klasse laver vi butik, hvor vi lærer at betale og give penge tilbage – øv jer gerne hjemme. De synes det er sjovt. Vi har haft et lille emne om sommerfugle, og så har de også lavet flotte sommerfugle af naturmaterialer.

På torsdag tager 0. klasse og de store drenge fra 6.–9. klasse på fisketur til Hanstholm, hvor vi forsøger at fange sild. Vi er retur på skolen senest kl. 14.

De store piger har tøsehygge med Linette, mens 2.–4. klasse får lov til at hygge med deres klasselærer, der har været savnet, fordi han har været på kursus.

De store har arbejdet med “De forbandede år”, som omhandler 2. verdenskrig. Selvom det er barskt, har det givet et godt billede af den tid. Det hænger sammen med sprogfagene, hvor de har arbejdet med “Drengen i den stribede pyjamas”.

God weekend til alle.


Vigtig info:

  • Dem der skal på tur torsdag skal huske solcreme, madpakker og drikkedunk til hele dagen.