🌿 Naturfriskolen – Ugebrev uge 37

Kirstens 5 linjer (godt og vel)

Først en undskyldning. Det ligger på mine skuldre, at I ikke fik nyhedsbrev sidste fredag. Er sikker på, at I har savnet det og har undret jer. Men nu er der hul igennem igen.

Først en stor tak for et dejligt, velbesøgt forældremøde. Der var gode snakke, orienteringer, besøg og spørgsmål i alle klasser. Tak for det. Og så var der 100 Miles Mors. Fra løbesko til fællesskab 💚Det endte selvfølgelig med at blive en fest her i Sejerslev, hvor I gav en fantastisk opbakning til Casper. Til gengæld samlede Casper via sponsorater og Tips 13 hele kr. 15.150 ind til Naturfriskolen og Naturbørnehuset. Han gennemførte i flot stil og tid. Vi er så sindsygt stolte af ham og jer – og han er overvældet over opbakningen. 

Igen har vi dejligt nyt på børnefronten: Vi har fået 2 nye børn på Naturfriskolen. Det er Astrid og Frederikke, der begge er startet i 7. klasse. Hurra for det og varmt velkommen til pigerne og deres familier. Og Julie og Victoria er startet på skolen igen!!!!! Nej, desværre. Men de har været i erhvervspraktik på Naturfriskolen hele ugen – og det har vi nydt. Tak for det, piger.

Til slut en vigtig reminder: Husk arbejdsdagen i morgen 🙂 Hvis vejret er umuligt, har vi masser af opgaver indenfor. Det bliver hyggeligt.


Nyt fra 0.–1. klasse

Endnu flere bogstaver er flyttet ind i bogstavhuset i løbet af denne og sidste uge – og nu er vi kommet til “op og ned familien”. Vi laver en masse opgaver, hvor vi øver os i de lyde, vi har lært. Der bliver samlet “puslespil” med små og store bogstaver, der skal matches,  vi skriver bogstaverne på små tavler, og så har vi spillet et lyd-spil to og to. 

I matematik øver vi os blandt andet  i at skrive tallene flot. Vi har lavet flotte efterårstræer ud af gamle reklamer. De pynter flot på gangen. 

Jakob og nogle af eleverne har været i kælderen og save, male og klippe. Så vores projekt med legerummet går fremad. 

Vi går på biblioteket hver tirsdag, så hvis I er færdig med at læse bøger, skal de med retur der. Så er der mulighed for at låne nye med hjem.   


Nyt fra 3.-5. klasse

Ugen er fløjet af sted i klassen, sabelkat, stave stafet og læsning. Derudover en masse gode klassesamtaler omkring hvordan vi bedst skaber ro og fordybelse i klassen. Torsdag gik vi alle i køkkenet og bagte kage til arbejdslørdag, så for de af jer forældre der kommer kan i glæde jeg til at smage. 


Nyt fra 7. klasse

I tirsdags bagte hele klassen kage til høstfesten. Derudover forstår de store virkelig at hygge. De blev længere onsdag, hvor de hyggede med oprydning og film bagefter. De har arbejdet hårdt med tyske gloser og præpositioner på engelsk. 

Som en glædelig nyhed er der startet to nye, meget søde, piger i 7.klasse. Og selvom det altid har været en fantastisk klasse, så gør det kun noget godt for klassen, at der kommer frisk blod til. 


Vigtig info & datoer

Det er vigtigt, at I får tjekket op i børnenes garderober. Vi er meget ude på naturdagene, og også i frikvarterene. Det er rart med regntøj og tørt skiftetøj. 

  • I morgen, lørdag den 13/9: Arbejdsdag kl. 9 – 13
  • Den 18/9: Børnene fra 4-5 og 7. klasse er inviteret til den kommunale motionsdag i Nykøbing. Hele dagen. Medbring inde- og udetøj
  • Den 25 – 26/9: School-camp
  • Den 30/9: Høstfest (i skoletiden)