Foredrag med Jeppe Søe & efterfølgende forældremøde

Torsdag den 27. september kl. 19

Vanen tro indleder vi efterårets forældremøde med et foredrag.
I år bliver det ekstra spændende og relevant, da det er journalist og debattør, Jeppe Søe, der indleder aftenen.
Jeppe Søe fik sidste år stor opmærksomhed, da han holdt sin søn hjemme fra den nationale test i 2. klasse, og han har siden været blandt de hårdeste kritikere af testene.
Vi har valgt at invitere Jeppe, og høre hans vurdering af skolen idag – hvor den kommer fra, hvor den er og hvor den kan bevæge sig hen.

“Samfundet hylder dem, der får gode tal i eksamen og nationale tests.

  • Men husker vi et klap på skulderen til den talblinde, der både er kreativ og viser vovemod?
  • Kan vi klare os i den internationale konkurrence ved at lære det samme som dem, vi er oppe imod – eller ved at hylde de elever, der vil andre veje.
  • Hvem er vi voksne, at kalde de unges vej for et vildspor, når de måske har fundet en smutvej til nye mål og løsninger? Iværksættere er netop ofte folk, der trådte egne fodspor.

Grundtvig gjorde op med den sorte skole, med dets kadaverdisciplin og udenadslære. Har vi genskabt den sorte skole i en grå version med sindrige karaktersystemer, som i sidste ende stadig reducerer alt til 2-3 cifre? Husker vi at lige børn leger kedelige lege?” Jeppe Søe – om skole