Efterårsferien står for døren 🎃


Motionsdag fredag den 11. oktober

Børnene møder til sædvanlig tid kl. 8.15. Alle får fri kl. 12.00, hvorefter SFO-børnene  fortsætter dagen i SFOen, hvis ikke de tager hjem for at holde efterårsferie.

Dagen starter med morgensamling, hvorefter der er opvarmning i skolegården sammen med de store børn fra børnehaven. Børnene kan inden vælge, hvor mange kilometer de vil løbe, minimum 4 km. 

Når alle er i mål, vil der blive serveret pastasalat og flutes. De børn, der ikke bryder sig om menuen, må tage en madpakke med.

Dagen sluttes af med uddeling af diplomer og ønsket om en god efterårsferie til alle.

Husk løbetøj og gerne ekstra tøj, så de kan få skiftet hvis de bliver våde undervejs. Der aflyses kun i ekstremt vejr.

Efterårsferie

I uge 42 er der tilmeldt mellem 5 og 11 børn de tre dage, hvor SFO-en er åben. Torsdag tager vi alle til Legind, hvor vi vil tilbringe hele dagen sammen med naturvejleder Peter Appel. Resten af dagene foregår i og omkring Sejerslev, og programmet er afhængig af vind og vejr.

Molerløb på Nordmors

På søndag er der ‘Molerløb på Nordmors’. Naturfriskolen er medarrangør, så vi er nogle frivillige, der hjælper til med det praktiske. Vi håber også, at der er nogle af vores familier, der har lyst til at deltage. Der er ruter for alle – børn og voksne, trænede og utrænede: fra 4 km gåtur til halvmaraton. De første løbere bliver sendt afsted fra Nordmors Hallen kl. 10.

Der er masser af præmier og flotte sponsorgaver på startnumrene. Se mere på nordmors.dk.

Svømning

Tirsdag efter efterårsferien starter svømning igen. Vi kører fra skolen kl. 12.15 og er retur kl. ca. 14.00. Husk svømmetøj. Tænk evt. på ikke at give børnene strømpebukser eller andet stramtsiddende tøj om tirsdagen. Det er svært at få på igen, når de har været i vandet. Tjek for fodvorter, da børnene ikke må komme i vandet, hvis de ikke er i behandling.

Nyt ansigt i SFO-en og på skolen

Jane skal et år på pædagoguddannelse i Thisted. Det glæder hun sig til, og vi ønsker hende held og lykke – selv om vi vil komme til at savne hende. Hun vender tilbage til 1/10-2020. Indtil da vil der ikke være dobbeltdækning i SFO-en. Der er ikke så mange børn pt., så indtil videre fordeler vi tiderne mellem Bjarne og Hanne. 

Vi kommer dog til at mangle en medarbejder til (i første omgang) to morgenvagter. Derfor har vi ansat Heidi Toft i flexjob fra uge 43. Heidi vil åbne tirsdag og fredag morgen. Endvidere vil hun også hen af vejen hjælpe os som vikar og støtteperson. Stort velkommen på Naturfriskolen til dig, Heidi.

God efterårsferie til alle, der har mulighed for det.

Gode hilsner fra alle på Naturfriskolen

/Hanne og Kirsten