Kære forældre
Jeg håber, I har en dejlig juleferie og har nydt juleaften og de forgangne juledage med jeres nærmeste.
I har sikkert set pressemødet fra statsministeriet i aftes, hvor statsministeren flankeret af myndighederne redegjorde for smittetal, smittetryk og presset på landets sygehuse. Det går ikke, som det skal med coronasmitten. Det går slet ikke.
Derfor er de skærpede restriktioner, der blev indført kort før jul, nu forlænget med 14 dage til den 17. januar 2021.
Vi er med andre ord igen inde i en periode med COVID-19 nedlukning af det meste af samfundet. Ligesom i foråret, men nu med højere smittespredning og dystre prognoser.
Selvom det lige nu ser forholdsvis fornuftigt ud med smitte tallene på Mors, rammer nedlukningen os på lige fod med resten af landet.
Der bliver ikke tale om en differentieret nedlukning, fordi der er pres på sygehusvæsenet i alle regioner.
Så; vi må på den igen, og holde skole på afstand – forhåbentlig kun de første to uger i det nye år.
For os på Naturfriskolen betyder det konkret:
- at der ikke bliver undervisning i klasselokalerne eller andre steder på eller omkring skolen
- at SFO’en er lukket, undtagen for børn, hvis forældre varetager en samfundskritisk funktion eller ikke kan arbejde hjemmefra
- at vi etablerer fjernundervisning for alle børn i dansk, matematik, engelsk, tysk og naturfag
- at der ikke bliver undervisning i musikskolen
- at juniorklubben holder forlænget juleferie
Med hensyn til fjernundervisning:
Alle børn får undervisningsmateriale af deres lærere senest tirsdag den 5. januar om morgenen, hvor vi efter planen skulle have påbegyndt det nye skoleår.
I hører hver især fra jeres barns klasselærer, der er jeres primære kontakt i de knap to uger, nedlukningen er varslet.
Børnene i 4-5. og 6-7. klasse modtager materialerne på deres skolemail. De yngste børn modtager materialet på forældrenes mail.
Hvis I mangler nogle af børnenes bøger, penalhuse eller en chromebook til onlineundervisningen, kan I hente det på skolen mandag den 4/1 eller tirsdag den 5/1 kl. 8:30 – 15.
Kirsten Haahr kontakter de børn, hun har ekstra timer med.
Med hensyn til pasning i SFO:
Naturfriskolens SFO er lukket. Vi har været i kontakt med de forældre, der varetager samfundskritiske funktioner eller ikke kan arbejde hjemmefra, og har sørget for nødvendig pasning for dem.
Med hensyn til musikskolen: Det er nærmest umuligt at holde musikskole under de vilkår, corona byder os for tiden. Nok en gang suspenderer vi undervisningen. Nok en gang lover vi, at I ikke bliver opkrævet for undervisning, jeres børn ikke har mulighed for at modtage.
Med hensyn til juniorklub:
I hører helt sikkert nærmere fra Bent, men som I kan læse i vedhæftede pjece, er alle klubtilbud også omfattet af COVID-19 nedlukningen.
Vi ved, at det er bøwlet og besværligt for jer.
Træls og tungt måske at få eget hjemmearbejde og børnenes fjernundervisning til at hænge sammen.
Men ifølge sundhedsmyndighederne er det nu, vi i fællesskab har sidste chance for at holde epidemien under kontrol og knække kurven.
Og så skal vi vaccineres.
Hurra, når vi når dertil – og kan få vores liv tilbage. Selv kan bestemme, hvem vi vil se, hvornår og til hvad. Lad os satse på, at det bliver i 2021.
2020 blev året, de færreste vil savne. Året hvor vi lærte ikke at give hånd, når vi mødtes eller krammere, når vi havde lyst til det. Vi har lært, hvor meget, der kan lade sig gøre digitalt og virtuelt. Og hvor meget man savner alt det, der ikke kan lade sig gøre digitalt og virtuelt.
Vi har oplevet, hvor kedeligt og usundt det er at sidde alt for længe ved skærmen, og hvor meget vi savner de fællesskaber, der plejer at fylde i vores liv; motionen, biografen, musikken, foredragene, besøg hos venner og familie.
Nu er det snart slut med 2020, og her på tærsklen vil jeg på vegne af alle på Naturfriskolen ønske jer et godt og lykkebringende Nytår,hvor vi får gang i vaccinen, så vi kan mødes til kendte forhold i løbet af 2021.
Forlængelse af tiltag og fortsat COVID-19-nedlukning i Danmark