Vi bliver nødt til at starte sommerbrevet med at takke
Først og fremmest tak for et vildt år!
For et år siden var vi bekymrede for, om vi kunne nå de 32 børn. Det endte på 35 i september og nu er vi tæt på 50 skønne unger, der er indskrevet på Naturfriskolen. Man skal ikke være den store statistiker for at regne ud, at det er en solid vækst. Takket været jeres positive omtale af vores fælles skole
Derfor skal vi starte med at byde velkommen til nok en ny familie:
Velkommen Alessia, der starter i 4. klasse. Vi glæder os til at lære dig og din familie at kende. Vi skal også byde varmt velkommen til Najas lillesøster Alba. Vi glæder os ligeså meget til at lære dig at kende.

Selvom det bliver lidt hektisk op til sommerafslutningen, er det bare smukt at slutte skoleåret af med vores fine Sct. Hans-fejring på Skarregaard. Det var en helt igennem magisk sommeraften, hvor luften var helt fløjlsblød og lun, og himlen stod høj og klar over os.
Sankt Hans-bålet knitrede, alle sang med og duften af sommer og bålrøg blandede sig med børn der legede. De store havde sørget for maden, og bestyrelse og forældre hjalp med alt det praktiske.
Tak for det og for det store fremmøde.
En fest uden gæster er som et orkester uden musikere.
Tak for jeres opbakning i hverdagen
Tak til jer, der bager, når vi holder møde med kommunalbestyrelsen og os selv. Til jer, der laver frikadeller, producerer smukke håndarbejder og tak til jer, der hjælper med kørsel til arrangementer
Tak til jer, der finder guld på gaden og spørger, om vi vil have det
Tak til jer der sponsorerer mad og andre donationer
Tak til jer, der deler vores opslag og fortæller de gode historier videre
Tak til støttekredsen, købmanden, hallen, juniorklubben, Skarregaard, beboerforeningen – og så skal vi videre……
Skoleåret er slut……
– og sommerferien er næsten slut for de fleste af os.
Som nærmest hvert år er juni, den første sommermåned, svær at kombinere med skolegang. For aftenerne er lune, nætterne lyse og børnene er pænt trætte, når skoledagen begynder. Nu har de i flere uger kunnet sove lige så længe, de har haft lyst. Vi håber, I har nydt det – og ferien.
Sammen med brevet får I børnenes nye skoleskema, årskalenderen med ferieplanen og alle øvrige aktiviteter, som vi har lagt foreløbig sidste hånd på.
Én ting er sikkert:
Vi mødes igen: Søndag den 9. august kl. 10 – 13 til et nyt, spændende skoleår.
Ingen farveller, men VELKOMMEN til nye familier
Maj bød på lejrtur for de yngste ved Vandet Sø, for de ældste i Rom og Sankt Hans, inden vi sluttede skoleåret af på traditionel vis. Det indebærer vigtigst af alt de store børns Tivoli for hele skolen og Naturbørnehuset og den drabelige rundboldkamp mellem lærere og de ældste elever.
For nogle var det afslutningen på deres første skoleår med alt, hvad det har bragt af nye, spændende og udfordrende krav og oplevelser. For andre var det ottende gang, de gik på sommerferie.
For nogle var det afslutningen på deres første skoleår med alt, hvad det har bragt af nye, spændende og udfordrende krav og oplevelser. For andre var det ottende gang, de gik på sommerferie.



For første gang i Naturfriskolens tid, skulle vi i år ikke tage afsked med børn og familier. Det handler selvfølgelig om, at vi i år ikke har hverken 8. eller 9. klasse. Men uanset, så er det bare en god oplevelse.
Vi glæder os meget til at byde velkommen til børnene i vores nye 0. klasse – og deres familier.
Igen i år har børnene deres første skoledag ved skoleårets start – søndag den 9. august.
Det har vi valgt, fordi vi absolut mener, at det er bedst for børn at vente med skolestart til skoleårets begyndelse. Så de starter med rigtig skolegang i deres egen klasse med egen klasselærer og det hele.
Det kan kun lade sig gøre, fordi vi allerede kender børnene rigtig godt. Samarbejdet med Naturbørnehuset er stærkt, dueligt – og bygger på fælles oplevelser, fælles morgensange og fælles onsdagsmad.
Som skole får vi så meget givet gennem det børneunivers, der er faciliteret tværs over skolegården.
TAK og HURRA for det kæmpe arbejde, der bliver lagt i LUFFE.
Så når vi ses til skolestart bliver det med rød løber, velkommen-sangen, fotografering og det hele.
En kort festdag fra kl. 10 – 13 for alle børn og familier, hvor vi slutter af med at spise sammen.
Besøg i ferien – ny lærer i sigte
I løbet af sommerferien har vi haft besøg af flere gode folk, der har villet høre mere om Naturfriskolen, fordi de søger den ledige lærerstilling. Det er så spændende, hvem vi ender med at byde velkommen i vores fællesskab. Og meget dejligt, at vores opslag har vakt så stor interesse midt i ferieperioden.
Det kommende skoleår
Vi arbejder kontinuerligt med, hvordan vi kan gøre Naturfriskolen til en endnu bedre skole. Som vanligt har vi brugt de første uger i børnenes ferie til at definere og indarbejde nogle af ideerne i det kommende skoleår. Her er de vigtigste:
Naturskole
I år ændrer vi vores naturskoledage IGEN.
Vi fastholder skolens fokus på naturen som læringsmiljø og visionen om, at vores børn skal værdsætte og have et tilhørsforhold til naturen. Men trods ændringen forrige år oplever vi, at vi dels får for lidt ud af vores udedage, dels at strukturen spænder ben for de øvrige fag. Derfor integrerer vi i år naturfag i den almindelige undervisning.
Det betyder, at Natur & Teknologi kommer på skemaet i 4. – 6. klasse. I 0. – 2. klasse arbejder de med naturfag som fælles emne. Og i 8. klasse skal eleverne undervises i fysik, biologi og geografi.
Vi arbejder samtidig på at lave en Naturfagsstrategi for Naturfriskolens vision og undervisning i naturfag.
Emneuger
Vi har indlagt fem emneuger i løbet af skoleåret. Emnerne spænder fra Ole Lund Kirkegaard, over Middelalderen til trafik, førstehjælp og blå blink.
I kan se ugerne i årskalenderen.
Åben skole
Vi arbejder videre med at styrke vores lokale forankring. På Naturfriskolen vil vi gerne i endnu højere grad koble vores undervisning til lokalsamfundet for at styrke elevernes dannelse og ruste dem til aktivt medborgerskab.
Vi forestiller os, at vi kan lave et slags katalog over steder, virksomheder, institutioner, børnene skal besøge i løbet af deres skolegang. Det kan rumme alt fra vandværket, rensningsanlægget, energicentre, kirken, kommunen, et lokalt landbrug, lokale virksomheder til hjælpeorganisationer.
Vi vil med andre ord have fokus på læring i det åbne rum og praksisfaglighed.
På det første forældremøde den 26. august får I meget mere at vide om det hele.
Værdier – nok en gang
På vores lille friskole er det en grundlæggende værdi, at vi betragter hinanden som ligemænd. I forældre har jeres opgave og vi voksne på skolen har vores. Og det hele handler om vores fælles fokus – børnene.
Dannelse er ligeså vigtigt som uddannelse og endnu vigtigere er det, at vores børn bliver livsduelige.
Når Grundtvig og Kold snakkede om livsduelighed, var det i en helt anden kontekst og virkelighed, end den, der er vores børns. Ligesom den fremtid, vi skal ruste børnene til, kræver helt andre forudsætninger og redskaber.
Mange af vores børn går mere til skærm, end de går til andre fritidsaktiviteter eller lærer at hjælpe til og bruge deres hænder. Sådan er det. Det er et valg – eller måske en kamp, I tager derhjemme.
Men i deres ungdom og voksenliv får de brug for at kunne klare sig på alle felter. De skal kunne gennemføre en uddannelse og få et grundlag at leve på, fungere socialt med venner og kolleger/studiekammerater, skal kunne klare sig selv i en hverdag og tage hånd om deres liv. Alt det er vi fælles om.
Men mere end nogen anden generation skal vores børn også forholde sig til en fremtid, hvor klodens ressourcer kommer til at sætte dagsordenen på alle områder. Det skal vi ikke prædike om hver dag, men i stedet omsætte til et øget fokus på de værdier, der har været Naturfriskolens siden starten for 11 år siden:
- Vi vil uddanne børn til at have et tilhørsforhold til naturen
- Vi ønsker at uddanne børn til aktivt at kunne vælge en bæredygtig fremtid
- Vi ønsker at uddanne børn til at kunne finde ro, glæde og skaberkraft i en omskiftelig tid.
Det holder vi helt fast ved – også i det kommende skoleår
Til sidst
Vi glæder os til at se jer alle til festlig skolestart:
Søndag den 9/8 kl. 10 – 13
Gode hilsner fra alle på Naturfriskolen
/Kirsten

