🌿 Naturfriskolen – Ugebrev uge 43

Normalt kan den første uge efter en ferie være lidt en håndfuld, men denne uge har slået ‘plejer’ af pinden. Vi har haft en rigtig god uge med glade og aktive børn, der er kommet fra ferie med super god energi. Tak for det, kære forældre.

Det allerbedste er, at vi har haft besøg af en ny familie. Ofelia har fulgt 6. klasse og Rosamynte har været med i 0. klasse. Vi krydser fingre for, at pigerne har lyst til at gå i skole hos os. Børnene har taget godt imod dem – det kan I godt rose for derhjemme.

På mandag starter svømning for 0. – 6. klasse. Husk badetøj og håndklæde.

Nyt fra 0. klasse

Vi har I denne uge været meget ude og være på opdagelse i naturen. Vi har bl.a undersøgt forskellige svampe og spillet naturbingo. Hvor vi var rundt på skolens areal. 

Derudover har vi arbejdet I vores matematikbog. Der er stadig stor interesse for at lave opgaver. Det er bare dejligt👍 

Så har vi i denne uge haft en ekstra elev med i klassen. Vi håber meget på at hun har lyst til at starte hos🤞

Nyt fra 1.–2. klasse

I dansktimerne har vi prøvet noget nyt. Vi er nemlig begyndt at arbejde med en ny struktur – ugeskema. I denne her uge, har eleverne skulle løse 6 forskellige opgaver, både individuelt og i mindre grupper. Lige nu arbejder vi mest på at blive trygge ved strukturen og skiftene mellem opgaverne, og det er gået over al forventning. Vi klør på igen i næste uge med et nyt ugeskema med både kendte og nye opgaver. Kig gerne ned i klassen med jeres børn, de kan helt sikkert forklare, hvad det går ud på. 

I krea har vi lavet flagermus, og i næste uge skal de færdiggøres, så de kan “flyve”. 

Fredag sluttede vi ugen af med store bagedag. Vi har nemlig bagt pebernødder med eleverne fra 4.-6. klasse. Dem skal  vi sælge til julemarkedet. 

Nyt fra 4.–5. klasse

I matematik er vi startet på et nyt forløb om procent. Vi har især haft fokus på sammenhængen mellem decimaltal og procent og på at få en forståelse for, hvad procent egentlig betyder. Vi har også snakket om, hvor mange steder eleverne møder procent i deres hverdag.

I geografi har eleverne arbejdet med vulkaner og lavet plancher om tre forskellige typer af vulkaner. Her har de undersøgt, hvad der kendetegner de forskellige vulkantyper, og hvordan deres udbrud kan være forskellige. 

Fredag  sluttede vi ugen af med, at klassen skulle bage pebernødder sammen med 1.-2. klasse. Det gav en hyggelig afslutning på ugen, hvor eleverne fik arbejdet sammen på tværs af klasserne.

Nyt fra 5.–6. klasse

🎃 Halloweenhistorier og fællesskab i klassen 👻

I denne uge har vi skrevet halloweenhistorier, og i næste uge skal vi arbejde videre med dem. Vi skal dykke ned i fortællertyper og undersøge, hvordan vi bruger nutid og datid i vores tekster. Eleverne skal arbejde med deres egne historier og rette dem til, så de får en bedre forståelse for, hvordan sproget og de forskellige fortællergreb påvirker en historie. På den måde får de mulighed for at omsætte deres viden til praksis og udvikle deres egne tekster.

Vi har også taget imod Ofelia i klassen, og hvor er hun bare fantastisk! ❤️ Vi er så glade for, at vores fællesskab vokser, og at vi får lov til at byde nye ansigter velkommen. Det er dejligt at opleve, hvordan vi sammen skaber et fællesskab, hvor der er plads til alle. 🥰

Nyt fra 8. klasse

Vi har haft den skønneste uge ever – så er det sagt. 

Vi ved ikke, om det muligvis handler om, at klassen har fået lov til at arbejde med keramik hele onsdag, hvor de har fremstillet de smukkeste ting til salg til julemarkedet. Uanset: dejlig uge. 

I Uddannelsesvejledningen har vi evalueret besøget fra Thomas UU vejleder i uge 41. Der er nogen, der skal i praktik i uge 45 med mulig junior-mesterlære efterfølgende. Spændende. På tirsdag får vi besøg af en mega dygtig tømrer. Hun vil fortælle om sin vej ind i faget og hvad der motiverede hende til det.

Vigtig info

  • Svømning starter mandag den 26. oktober – husk badetøj og håndklæde.
  • Husk julemarkedet på Skarregaard, lørdag den 7. og søndag den 8. november, kl. 10 – 16 begge dage. Vi vil gerne, om børnene har mulighed for at deltage en halv dag, dvs enten lørdag eller søndag kl. 10 – 13 eller 13 – 16.  8.-9. klasse har en speciel opgave med at lave mad til de frivillige på Skarregaard om lørdagen, så de får en anden mødetid. (Ligesom der er noget med en super-julekalender-sælgende elev 😉)