På grund af – og nu på trods corona restriktioner, forholdsregler og forsigtigheder kan vi nu afholde vores ordinære generalforsamling med et halvt års forsinkelse.
Vi har været i god dialog med friskoleforeningen, fordi vi overvejede at afvente forårets kommende generalforsamling.
Men budskabet er klart: Hvis vi kan (= må), skal vi!
Og det gør vi så med glæde. Og med hensyntagen til forskrifter for større forsamlinger:
- portionsanrettet forplejning = sandwich,
- opstilling i salen = næserne samme vej
- ro i geledderne = alle skal blive på deres plads og beherske jubel og glædesudbrud
Med ovenstående in mente vil vi gerne se så mange af Jer som muligt denne aften.
Vi vil også i år gerne imødekomme travle forældre og andre ved at servere et let aftensmåltid og tilbyde børnepasning til de små. Børnene må gerne spise sammen, fordi de er tætte til hverdag. Vi andre tager den omtalte sandwich med til mødet.
Den tidlige start gør, at mødet også afsluttes tidligt, så børnene kan komme hjem til ordentlig tid.
Vi vil gerne vide, hvor mange børn, der kommer til pasning og hvor mange, vi skal lave mad til. Giv gerne Hanne, Jane eller Kirsten besked.
Vedhæftet finder I dagsordenen, der ud over de lovbestemte punkter kun indeholder vores eget forslag om nedsættelse af antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 7 til 5.
Og I kan roligt møde op. Vi har kandidater, der stiller sig til rådighed for arbejdet i bestyrelsen de kommende år. De bedste hilsner fra
Skolebestyrelsen/Helene Weiskvist