Velkommen til et nyt skoleår, 2020 – 2021

Kære børn og forældre

To meteorologiske sommerdage blev det til i juli måned i år. TO , som i 2  😁!! 

Ikke meget høj sol og sommervarme. Til gengæld masser af blæst, regn og efterårsstemning på vores kanter. 

Men nu, hvor vi skal i skole igen, varsler DMI om landsdækkende varmebølge og regional hedebølge. Lad os nu se, hvad det bliver til – har man lyst til at tilføje.

Uanset vejret håber vi, at I har nydt Jeres sommerferie. 

Og: varmebølge eller ej, så starter det nye skoleår på

søndag den 9. august 

hvor vi mødes til skolestart kl. 10 – 12.

Samtidig er det Naturfriskolens 5 års fødselsdag, så vi håber, I møder talstærkt op til en hyggelig formiddag med kagemand og hotdogs.

Vi skal også i klasserne med udlevering af bøger, nye pladser og vigtigst: byde officielt velkommen til Asbjørn, der bliver ny klasselærer i 4. – 5. klasse. 

Siden sidst og lige om lidt

Normalt er vi fra Naturfriskolen på marked, til havnefest og deltager i Åben Nordmors. Men dette Corona-år har som bekendt lagt en seriøs dæmper på den type events. Til gengæld har vores og alle andre børn haft mulighed for hver uge at deltage i Sommeraktiviteter i Nordmorshallen. Hver mandag og onsdag i seks uger har Bent og skiftende hjælpere åbnet dørene til spændende, kreative og hyggelige aktiviteter, leg og samvær. Med gratis frokost, frugt og grønt. 

Fra Naturfriskolen vil vi gerne sige KÆMPE TAK for det flotte initiativ og indsats.

Tak, at I har brugt Jeres sommer på, at børn på Nordmors har haft det fine tilbud i deres sommerferie.

Det har været til stor glæde.

1736 gruppe Skole.jpg
1736 gruppe Skole.jpg

1736 gruppe Skole.jpg

Sommeren igennem har pedellerne været i gang med reparationer og vedligehold ude og inde. Når de første hovedrengørings-hold har været i sving på torsdag, bliver skolen tip-top, ren og parat til skolestart.

Det er altid dejligt med en ren og lækker skole. Tak for det.

Corona

Efter et forår, vi aldrig glemmer (med nedlukning, suspendering af undervisningsloven, udeskole, afstand, faste lege- og klassegrupper, hygiejne, sprit og håndvask, håndvask, håndvask…….. ), kan vi med de nye retningslinjer fra 

Børne- og Undervisningsministeriet og Sundhedsstyrelsen vende tilbage til en mere normal hverdag på Naturfriskolen.

Det vigtigste er, at vi nu igen skal følge de almindelige bestemmelser i lovgivningen. Med mindre vi oplever et smitteudbrud lokalt. Vi satser stærkt på, at det ikke sker.

Til gengæld skal vi stadig have opmærksomhed på hygiejne, håndvask og afspritning. Fra skolens side fortsætter vi rengøringen med fokus på desinfektion af fælles kontaktpunkter flere gange dagligt. Børnene skal fortsat vaske hænder hyppigt efter sundhedsstyrelsens anvisninger. Vi krammer og håndtrykker ikke i flæng. Vi skal stadig være opmærksomme på afstand mellem børnene og mellem os og børnene. 

I kan læse om retningslinjerne her: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2020/jun/200619-nye-retningslinjer-for-dagtilbud-skoler-og-institutioner-er-paa-plads

Men vi vender tilbage til fast skema og undervisning i alle fag. Det bliver godt for os alle.

PR – film og artikler

Selvom vi ikke har været så udfarende i sommer, er vi alligevel at finde på forskellige platforme. 

Magasinet Friskolen var på besøg lige før sommerferien. I kan se og læse, hvad de fik ud af det i bladet eller via dette link:

https://friskolen.e-pages.pub/titles/friskolen/9082/publications/52/articles/1183315/58/1

KunMors skrev ligeledes en fin artikel før ferien. Hvis I har abonnement, kan I læse den her. Ellers kan I se den i printet version på skolen

Men allervigtigst er vores PR-film færdig: HURRA.

Vi er meget glade for det færdige resultat, som vi kan bruge i mange sammenhænge. Vi er især tilpasse med, at filmen både viser og tegner et positivt og i øvrigt smukt billede af hele vores by.

Og vi er vildt taknemmelige for alle Jer gode samarbejdspartnere og støtter, der har gjort det muligt. 

TAK skal I have!

I kommer til at se filmen på hjemmesiden, facebook og ved alle de lejligheder, vi kan presse den ind.

Til sidst

Under brevet her finder I nogle relevante, praktiske oplysninger. På hjemmesiden kan I blandt andet finde skemaer for alle klasser: https://naturfriskolen.dk/hverdagen/  og årskalenderen: https://naturfriskolen.dk/aarskalender/

I kan glæde Jer – til nye oplevelser, nye emner, måske nye fag  – men mest til en næsten normal skolehverdag.

Og vi vil nøjagtig det samme som sidste år og alle de kommende år: holde en lokal forankret skole med fællesskab, tradition, rummelighed og høj  faglighed – ude og inde. 

Vi ses på søndag  den 9. august kl. 10 – 12  ☀

Gode hilsner fra alle på Naturfriskolen

/Kirsten

Informationer ifm skolestart 2020:

PRISER:

  • Skolepenge: 950 kr. pr. familie (juli måned betalingsfri for både skole og SFO)
  • SFO fuld tid: 850 kr.
  • SFO deltid: 550 kr. (kun morgen)
  • SFO 2 børn i alt: 1275 kr.
  • Madordning: 180 kr. pr kvartal (opkræves i september, november, februar og maj måned)
  • Mælkeordning: 120 kr. (opkræves i september, november, februar måned)

FRIPLADS

Fripladsansøgninger sendes med hjem i papir og afleveres til Hanne senest fredag den 28. august.

Sammen med ansøgningsskemaet får I en beskrivelse af gældende regler og Naturfriskolens procedure.

Der kan nu også søges om Corona-friplads. Giv os lige et praj, hvis det er relevant for Jer, 

ELEVLISTER

På søndag får I klassens elevliste med hjem i papirudgave, samt liste med personalets mailadresser.

Vigtige datoer – i nærmeste fremtid: 

AUGUST:

den 6.: Hoved-rengøringsdag, kl 15 – 18 og kl. 18 – 21

den 9: Første skoledag i det nye skoleår fejrer vi Naturfriskolens 5 års fødselsdag. Alle møder kl. 10 – ca 12. 

Det er en søndag, så mød gerne op hele familien.

den 24: Tilmelding til Musikskolen

den 28: Fripladsansøgninger afleveres

SEPTEMBER

den 1.: MUSIKSKOLEN STARTER

den 3: Alle på tur til Naturkraft, Ringkøbing

den 12: Arbejdsdag for alle 

den 21: Teaterforestilling for 0. – 3. klasse.

den 22: FORÆLDREMØDE FOR ALLE, kl. 19 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *